Firkantede strikkepinde?

Billede lånt her

Jeg forstår ganske enkelt ikke, hvordan dette kan have undgået min (ellers yderst aktive) strikkeradar. Firkantede strikkepinde! Det lyder da skørt.
Det må absolut afprøves. Men hvor finder man sådan nogle?
De koster omkring 100 kr. for strømpepinde på nettet, og det synes jeg ganske enkelt er for mange penge at smide afsted til noget, om hvad jeg ikke ved, at det overhovedet er godt.

Jeg har læst at det skulle afhjælpe at strikke for stramt, at man skulle kunne strikke hurtigere, og være godt til folk med ømme hænder og gigt.
Jeg strikker aaalt for stramt, og jeg øver mig i at lade være, men lidt hjælp ville ikke være af vejen.
Jeg har fundet et temmelig fyldestgørende indlæg om emnet her.
Men dette indlæg siger det modsatte, nemlig at strikkefastheden bliver fastere med de kubiske pinde, fordi omkredsen af firkanten er mindre end omkredsen af den runde, med samme diagonal.
Det er basal matematik.
Såh, jeg må jo prøve ad og se hvad jeg finder frem til!

Det er selvfølgelig Knit Pro der står bag, og pindende er udført i deres kendte rosentræskvalitet.

Kender du til disse firkantede pinde, eller har du endda prøvet dem?
Tænker du, at det bare er et forsøg på at malke strikkemarkedet endnu mere?
Eller synes du det lyder som en god opfindelse?
Ved du hvor de forhandles i nærheden af Kolding, Århus eller Herning?
Jeg hører meget gerne fra dig!

A daily dose of fibre

 

Igår fik jeg pakkepost. Hele vejen fra det store Amerika.
Jeg bestilte det mens jeg stadig var indlagt,og pengene er for længst glemt, så det er ligesom at få en gave. Hurra for dårlig hukommelse!
Den ene var denne "project bag" som jeg købte udelukkende på grund af printet.

Det er sååå flot! Og blåt! Og sandt! Og økologisk! Kan det blive mere mig? Nix.
Jeg har altid mit strikketøj med mig. (Ja, også når jeg skal i byen.)

Strikkepindende stikker igennem poserne og stikker mine ben (og endnu værre: nylonstrømperne!), stikker sidemanden i tog/bus, og har sprættet mangt en plastik eller papirspose op, så mine ting pludselig rasler ud på gaden. Meget elegant.

Men nu skal det være slut. Hvis jeg ellers kan holde mig til eet projekt ad gangen og holde det i denne stofpose, burde det være til at have med.
Og nu er du sikkert ved at dø af nysgerrighed over hvilket projekt jeg har i den.. Jeg skal ikke pine dig længere:

Såmænd bare en 1940'er jumper i babyalpaca og silke.
Nej, alsidighed finder du ikke hos mig.
Ja, lyseblå.
Nej, jeg bliver aldrig træt af den farve.

Denne taske/mulepose købte jeg også på grund af printet. Jeg er ikke så vild med modellen, men printet er så smukt, at det opvejer konstruktionen.
Hele herligheden kom som kaldet, for igår skulle jeg i strikkeklub her i Kolding for første gang, og så kunne jeg lige flashe mit gear.

Jeg havde taget min hjemmestrikkede1945 jumper på, bare sådan som "henkastet blær" og icebreaker.

Det virkede, og selvom jeg var nervøs over det sociale, så er det ligesom nemmere, når det drejer sig om strik, og alle ved hvad jeg ævler om.

Det lykkedes mig endda at komme i snak med en dame der har et ribapparat til min strikkemaskine jeg må låne, og som jeg også kan spørge til råds om DesignaKnit (et megadyrt strikkeprogram jeg er ved at spare sammen til).
Jeg mødte også to der arbejder hos BC garn, som jeg netop har gået og sukket efter at komme i kontakt med, både for at komme på lagersalg, men også fordi jeg i årevis har tænkt på at få et vikarjob derude.
Jeg henvendte mig til en, der viste sig at have en datter jævnaldrende med mig, også med store psykiske problemer, og hun sagde, at de tager stort hensyn til medarbejdernes fysiske og psykiske ve og vel.

 Jeg var så glad indeni!
Jeg fik også meldt mig til en strikkeworkshop jeg troede var udsolgt.

Med andre ord; en virkelig succesrig og indbringende aften.

Jeg lever stadig...

Efter to uger uden for hospitalets mure lever jeg endnu, trods bloggen har tydet på noget andet.
Status:
Jeg er medicineret, jeg er træt og jeg drømmer mærkelige ting om natten.
Jeg kan ikke huske, hverken hvor jeg satte min kaffekop, eller hvad der skete sidste år, eller hvad dag det er, og det irriterer mig voldsomt.
Jeg kan heller ikke forstå, hvorfor skabe og skuffer hele tiden står åbne...og så kommer jeg i tanker om, at jeg ledte efter et eller andet vigtigt, jeg ikke kan huske hvad var.
Jeg mister tit balancen. Jeg fumler og taber ting. Meget non-lady-like.
Jeg har ikke så mange synsforstyrrelser som før, til gengæld hører jeg endnu dårligere end jeg plejer.
Jeg har ingen appetit, og jeg har meget svært ved måltider og alt hvad der dertil hører af fællesskab omkring madlavning og opvask.
Jeg er stadig 8 kg under min normalvægt.


MEN jeg lever! OG jeg strikker! OG jeg syr! OG jeg har været ude i verden på egen hånd:

I torsdags overraskede jeg venner og herrebekendtskab på Dineren, og selvom jeg rystede af skræk og nervøsitet til at starte med, gik det godt.
Fredag endte jeg med grædende at forlade to cafeer og en housewarming, såeh, ikke en udpræget succes.
I lørdags var jeg i Herning til MGP for at heppe på mine to papkusiner der deltog med sangen "Følelser", som jeg oprigtigt synes er megagod.
Det kræver beroligende/antipsykotisk medicin og masser af hvile at være steder, hvor der sker så meget. Lige nu kan jeg slet ikke forestille mig, at det nogensinde bliver bedre. Men det gør det forhåbentlig.

Min søster og Jeg smækkede lige nogle hårnåle, noget mascara og en rød læbestift i hovedet, og så var vi klar til den røde løber i Boxen. Det er første gang jeg havde make up på siden November, tror jeg.